“Oh Vogt dig nu min pige” er et værk der består af både en serie af 7 fotografier og en video-og lysinstallation.
Fotografier (Inkjetprint): Størrelse: 89 x 61 cm
Da min mor var ca. 11 år mistet hun alt håret på kroppen pga. sygdom Alopecia. Hun har aldrig fået håret tilbage og har siden den gang båret paryk; - et liv præget af mange personlige omkostninger og konsekvenser.
Som de fleste andre kvinder med denne sygdom, har hun altid prøvet at skjule at hun bar paryk. Kun os, de nærmeste i familien fik se hende uden hår.
Jeg elsket, fra jeg var en lille pige at kigge på min mor, når hun fjernet parykken og sminken med de optegnet øjenbryn. Jeg var dybt fascineret over den transformation der skete med udtrykket i hendes ansigt i dét hendes nøgne hoved blev blotlagt. Idét lag af hendes ”kvindelige rustning” blev skrællet af, så jeg hendes indre lag og sårbarhed træde frem, og jeg kom tættere på hende. Med stor ømhed og kærlighed så jeg hendes hudløse skønhed.
For mig var det at se min mor uden hår en del af min hverdag, og det mest naturlige i verden. Men jeg kendte hendes indre kamp og frygt for omverdens fordømmelse og afvisning, for jeg så og mærket hvilken pris hun betalte hver dag i forsøget af at holde det skjult.
Ved denne video er det første gang hun tager det modige skridt og offentlig viser sig uden paryk og blotlægger sit nøgne hoved.
Sangen til denne video, ”Jeg gik mig i lunden” er fra en optagelse lavet i ca. 1976 på kassette hvor min mor synger til mig som 5-6 årig. Jeg gik mig i lunden” er en dansk folkevise fra 1828 og stammer fra ”Elverhøj”. Denne sang, som jeg så mange gange fik sunget til mig som barn, har jeg altid fortolket som et metaforisk billede af en mor der på én gang prøver at advare og beskytte sin datter, og samtidig sende hende ud i livet med de uundgåelige farer der vil møde hende. Nu, som den voksne kvinde jeg er blevet, giver jeg sangen tilbage til hende, den pige der nu vover at træde frem i hendes afklædte ansigt.
Med dyb taknemmelighed til min mor.
English title: Leaving
Spanish Title: Dejando
”Leaving” er et værk bestående af en 6 skærms video (samlet i én film) og en fotoserie bestående af 68 fotografier inddelt i 6 underserier.
Værket behandler spørgsmål om længsel, søgen, skæbne og mod. Videoen viser en rekonstruktion af et møde mellem to mennesker der fandt sted i en helt almindelig flække i Danmark for nogle år siden. Et indirekte møde der med de efterladte spor i gentagelsen stiller flere spørgsmål end det besvarer.
Fotografi, film, redigering, lyd og tekst: Ingrid Skovgaard
Skuespiller: Johannes Møller.
Musik: Anouar Brahem
Tid: 5:20 sec.
Projektet er realiseret med støtte af “Beques de creació artística 2010-2011” - Fundació Guasch Coranty
It was summer, and I was biking.
Every day, I took the same route. Repeating the same distance.
Choosing the same streets.
I always had the same starting point, and my goal of arrival was always the same.
As I headed down this street I saw a man in the distance. He was walking in the same direction as I. He was a middle-aged man. Impeccably dressed. Maybe a bit old-fashioned. He walked steady, but determined. As if his goal was defined and clear. I came nearer.
He was carrying a suitcase. From the side of it, a piece of clothing was hanging out. As if he had been in a rush, closing his suitcase too quickly. As I passed him, I did not turn my head to see who he was, and I only saw him from the corner of my eye until he had disappeared from my sight.
The following day, I saw him again. On the same street. Again he was nicely dressed. Only a slight change. His trousers were different, or was it his scarf? I do not remember, but something was different. Again he was carrying his suitcase.
As I was closing in on him, I noticed that also today a piece of clothing was hanging out from his suitcase, but now a different piece of clothing from yesterday. Again, I just passed him on my bike, not turning my head.
The next day, everything repeated itself again: I came down the same street and I saw him. Only minor changes in his clothing, but still impeccable. Still carrying his suitcase. Again, different pieces of clothing hanging out from it. Still, he was walking determined and steady. And again I was passing him, not turning my head.
The following days, I do not remember clearly how many, 10 days, maybe 20, the scene was repeated everyday.
A site specific sculpture- and video installation for Øreby Castle during the art festival Lys over Lolland.
Created in collaboration with the artist Jesper Gram.
Concisting of a 6 meter tall renessance inspired tower of wood. Inside the tower there was a video being shown which the audience could watch through a peek hole. The sound from the video could be heard from the outside.
For watching stills from the video and the video itself, you can find it under “Video”.
Koncept
Alt hvad du kan forestille dig er en parafrase over forestillingen om renæssanceslottet Øreby Slot og dens historier. Tårnet er valgt som et smukt symbol på en kunstnerisk overdådighed, rigdom og drøm. Et tegn der ikke skal imponere ved at være størst og mest autoritært, men som betager os ved sin raffinerede form og inspirerende symbolik.
Værket er også ment at være en hyldest til den fabulerende ubegrænsede fantasi og kreativitet: De svævende renæssancemennesker vi ser på videoen, der ubesværet giver sig hen til legen og glæden; Kragevisen, der er baggrundslyden til videoen, der beskriver de uanede muligheder der ligger i brug af noget så simpelt som en død krage.
Beskrivelse
Et ca. 6 m. højt renæssance-tårn i træ pladseret ude på Oreby slots gårdsplads. Igennem et kighul i tårnet ser man en videoprojektion af mennesker i renæssancetøj der hopper op og ned i leende leg med baggrundsmusik af den danske folkesang Kragevisen. Værket er et samarbejde mellem billedkunstnerne Jesper Gram og Ingrid Skovgaard. Kragevisen synges af billedkunstneren og bedstefar til Ingrid Skovgaard, Hjalte Skovgaard fra en optagelse på 60’ tallet.
Kragevisens tekst:
Den bonde han ganger sig ud i den skov
- hej-a-ho, sig ud i den skov -
Der så han en krage, som sad og sov
- hej-a-ho, tra-la-la-la-la-la-la –
Og bonden sat buen alt for sit knæ,
så skød han den krage ned fra det træ.
Og der kom bud fra kongens gård:
”Hvad gjorde du med kragen, du skød i går?”
Af hovedet gjorde jeg kirkeknap,
af næbbet gjorde jeg tøndetap.
Af tarmene snoed´ jeg takkel og reb
Af benene gjorde jeg møgegreb
Af fjerene tækked´ jeg hele mit hus,
af hjertet gjorde jeg drikkekrus.
Af øjnene gjorde jeg vinduesglas
De skinner i stuen rent som det var stads
Af skroget gjorde jeg et godt skib,
det bedste som ud i fjorden gik.
Og kødet jeg salted´ i tønder og kar
Foruden en steg jeg forærte min far
Af tarmene gjorde jeg takkel og reb,
af benene gjorde jeg møgegreb.
Af gumpen gjorde jeg saltmadsfad.
Kom alle mine venner, og få en bid mad
Om nogen vil sige at dette er tant
Så sværger jeg på at det hele er sandt
Site specific land art sculpture made for Janis Rainis Museum’s sculptural park. Berkenele, Daugavpils, Latvia.
The sculpture concist of two casts in concrete, each in the size of aprox 160 x 90 cm. The cast is of made as a copy of the outside wooden window shades of the famous Latvia poet Janis Rainis’ home (now museum) from 1865. The casts are placed between two trees, acting as window shades in a contemplating place made of a cluster of trees, creating a sanctuary for contemplation and inspiration. Here, one can peek through the shades into the beautiful landscape that inspired Janis Rainis, the same way, with the same view Janis Rainis describes doing from his own windows. the sculpture is placed in a direct line from Janis Rainis House with the windows and views in the same direction as the concrete window shaed.
The different colour of the concrete shades depicted in the photos reflects the organic reaction concrete has to the weather. It changes colours all depending of the humidity, dryness and temperature in the air, as well as the seasons. Like this, the sculpture becomes an evolving and living element of the nature that defines the park and landscapes, - a nature that had great significance to Janis Rainis poetry.
Photography - Inkjetprint.
Size of each photo: 81 x 58 cm
Portræt af en kvinde og en stenhugger.
Stærk og beslutsom. Sårbar og søgende.
Hun, et særpræget og unikt individ, og i et øjeblik samtidig en repræsentation med mytologiske referencer vi kan spejle os i. Det er hende, og kun hende, men vi finder genklang.
Hun er klar. Fuldstændig nærværende med hele sit væsen. Dybt professional og samtidig dybt personlig. Hendes liv, fortid og erfaring vibrerer. Hun er forberedt.
Hun handler. Hun møder stenen. Hun er i dialog med stenen. Hun integreres med stenen. Og i et splitsekund kigger hun ud og hendes øjne møder os, hudløs.
Hendes væsens dualitet er manifesteret.
Hun står i hendes vante situation. Hun gør det hun gør hver dag. Hugger sten.
Hendes hvide kjole understreger den fortælling der allerede er der. En iscenesættelse da virkelighedens trivialitet nogle gange skjuler livets skønhed, absurditet, metaforiske historier og unikhed.
De følgende to tekster er fra udstillingskataloget til Ingrid Skovgaards udstilling “Aftryk af to – en hyldest til Yves Klein”, 1993. Kataloget var lavet som en række pergament-løsblade i et forseglet omslag. Hver tekst fyldte et sådant ark. Der var desuden en tekst af Per Åge Brandt og en egen præsentation af Ingrid Skovgaard.
Kleins immatrielle blå
af Torben Sangild
Yves Kleins vigtigste elementer var ild, luft og vand. At jorden - det bastante, det tunge, det håndfaste, det essentielt materielle - ikke er til stede er ikke tilfældigt. For hans omhyggelige valg af materialer er paradoksalt nok at betragte som en ubønhørlig søgen efter at ophæve kunsten til immaterialitet - et mål der kan lyde umuligt, men som Klein alligevel formår at komme overraskende tæt på i sine på en gang sanselige og usynlige værker.
Jorden er ubønhørlig. Vi kommer af den, vi skal blive til den. Vi er via tyngdekraften bundet til den. Alt søger mod den. Undtagen Yves Klein. Han vil op, ud og væk. Han vil vende vores opmærksomhed mod det der er uforklarligt. Det der ikke kan gribes og fastholdes i mål og vægt. Og alligevel omgiver os.
Tag nu himlen. Når vi ligger på ryggen og sanser en skyfri himmel, er det umuligt at afgøre hvor den blå farve begynder og hvor den ender. Der er ikke længere et rum. Blot denne rene blå, der ikke er nogen materies farve.
Yves Kleins Bluechrome har noget af den samme tæthed. Ingen billeder (heller ikke andre monokrome) har en sådan renhed i farven. Intet er så blåt som Kleins blå. Stirrer man på dem længe nok vil ens fornemmelse af afstand og af materialitet forsvinde. Man står ikke længere over for et blåt maleri. Man står over for farven blå.
Vender man blikket væk og retter det mod en hvid væg, ser man et umiskendeligt rødt efterbillede. Det er den samme røde farve som Klein bruger i sine Monopinks. De fungerer altså som henvisning til et negativ. Dette negativ er et rent immaterielt billede, optisk flimren.
Den rene immaterialitet nåedes da Klein udstillede tomheden i form at et udstillingslokale uden nogen værker. Når han solgte dele af denne tomhed mod betaling af guld skulle købekontrakten brændes umiddelbart efter, mens halvdelen af guldet blev kastet i Seinens flydende strøm. Den anden halvdel blev gemt og brugt til Kleins Monogold.
På Lousianas permanente udstilling hænger en Monogold omgivet af en Monopink og en Bluechrome. Som et Immaterialitetens triptykon.
Kleins Kroppe
af Torben Sangild
"Jeg forbliver løsrevet fra processen, men det er via mine øjne og mine ordrer at kunstværket må skabe sig selv. Så, når skabelsen begynder, står jeg der, til stede ved ceremonien, uplettet, rolig, afslappet, helt igennem opmærksom på hvad der foregår og rede til at tage imod det kunstværk, der bliver til i den håndgribelige verden", sagde Yves Klein om sine antropometrier.
Når han i 1960 instruerede sine modeller til at aftrykke deres kroppe mod lærredet, var det mere end en anden måde at male billeder på.
Det var også en happening, hvor publikum fulgte tilblivelsen, mens et stort orkester spillede Kleins egen "Symphonie Monoton", bestående af en enkelt D-dur akkord. Men det var mere end det.
Det var kvindekroppen som sensualitet. Kroppens kærtegnende møde med det jomfruelige lærred, efterladende et spor af yppige former: bryster, baller, lår. Og det var kroppen som lydigt instrument under Kleins myndige direktion.
Og så det færdige værk, aftrykkene, på en gang spor efter kroppenes berøring og selvstændige abstrakte former med en egen sublim skønhed når de var bedst. Og farven var naturligvis blå.
International Klein Blue, forkortet IKB, han fik patent på denne farve 19. maj 1960. Det var hans farve. Og hans himmel. Han irriteredes når han lå og nød himlens uendelige blå, hvis nogle fugle fløj ind over synsfeltet og ødelagde det kunstværk, han havde gjort himlen til, for de gav den afstand og form.
Kroppenes aftryk i antropometrierne har form, og adskiller sig derved radikalt fra monokromerne. Hvor monokromerne er den rene grænseløshed, er antropometrierne kødets inkarnation i det umiddelbare. Efter processen ikke kødet som materialitet, men netop som ren form.
Når Klein gennem hele sit værk fremmaner en sådan immaterialitetens skønhed i et klart og rent sprog, der helt og holdent er kunstens, så må man bøje sig og erkende, at man ikke er den samme som før. Og at himlen heller aldrig mere er helt sin egen.
